Vælg en side

HENRIK ADLER

Blog

Dagens dont

”Nu skal du se …. Det er jo din første dag på arbejde og det er faktisk mit ansvar at sætte dig ind i dit arbejdsområde” siger Hades, mens han roder med anvisningspapyrus’erne fra Olympen. ”Det er jo et alenearbejde, du får, så der er ingen kolleger. Det håber jeg du er indforstået med, for ellers ved jeg faktisk ikke, hvad jeg så skal sætte dig til.”

”Det er OK. Det havde jeg faktisk også forventet” siger Sisyfos mens han trækker vejret ind gennem tænderne med en hvislende lyd.

”Nå, men så er alt jo fint. Nu skal du høre. Målet er, at du hver dag skal flytte et klippestykke op ad bjergsiden. Prøv lige at se her” siger han og peger op mod bjergets tinde, der tårner sig op i det støvede landskab. ”Det er den vej, du skal slæbe klippeblokken. Er du med?”

Sisyfos nikker.

”Hvis der er problemer, skal du bare sige det til mig. Og så skal jeg måske lige tilføje …. Du skal ikke regne med at nå toppen af bjerget den første dag. Men det gør ikke noget. Her på stedet hylder vi også den, der bare lægger kræfterne i. Anstrengelserne bærer lønnen i sig selv, ik’! –  OK?  – Er du klar – Er der spørgsmål? Ellers er det med at komme i gang. Held og lykke med det”.

Sisyfos går rundt om stenen. Den er stor og kantet. ….  Han spytter i næverne og begynder at skubbe stenen op ad bjerget. Det er varmt og hårdt. Ved frokosttid er han nået omtrent 10 meter op ad bjerget. Hades kommer forbi sidst på formiddagen.

”Nå. Hvordan går det? Jeg kan se du er kommet et stykke op ad bjerget allerede. Er du tørstig?”

”Jeg kunne godt bruge noget vand” stønner Sisyfos med sveden perlende på panden.

”Der er en bæk lidt højere oppe. Det er jo ikke sådan lige at slippe stenen, så du må nok hellere slæbe den derop og så drikke direkte fra kilden ……  Dejligt som det glider for dig. Jeg er stolt over at have dig i vores team. Jeg har altså et frokostmøde her kl 12.30, så jeg bliver nødt til at smutte. Men som sagt, er der noget, du har brug for, så koordinerer du bare med mig”.

Det lykkes Sisyfos at nå kilden henad fyraften. Da han bøjer sig ned for at drikke, slipper stenen fra ham og ruller langsom hele vejen ned ad bjergsiden. Sisyfos følger den træt med øjnene. Da han kommer hjem, fortæller han om dagens arbejde.

”Ja ja. Det er typisk. De siger altid, at de vil hjælpe, men når det gælder, skal de altid bare lige til et møde. Sådan er det – og nu kan du så begynde forfra i morgen. Ja, det er godt gjort”, siger Agape, som Sisyfos har slået pjalterne sammen med.

Næste dag står Sisyfos endnu tidligere op. Han finder klippeblokken nede mellem nogle bregner og går rundt om den for at finde ud af, om der er en bedre måde at rulle stenen op på.  Han opdager, at stenen er glattere midtpå. Hvis man kan rulle stenen opad på den side, kan man komme meget længere, tænker han. Han gnider sig i hænderne og begynder dagens arbejde.

Allerede før frokost kommer han til kilden. Det lykkes ham at rulle stenen om på den kantede side og bremse den midlertidigt, så han kan bøje sig ned og slukke tørsten.

Han når heller ikke til bjergets top den dag. Og heller ikke den næste og den næste igen. Efter et par måneders arbejde med klippeblokken, kommer Hades forbi igen.

”Nå. Du slider nok i det, hvad? Det er sgu i orden. Det kan jeg lide. Og så fit, du ser ud. Og du har fundet ud af at placere stenen rigtigt. Det er bare ´work smarter not harder´, som man siger. Måske skulle vi liiige få den det sidste stykke i dag, hva´? Det er jo ikke meget, der mangler. Hvor meget tror du egentlig der mangler, Sisy?”

”Det kan ikke være mere end en meter eller to. Så joh … Det skal være i dag.”

Og atter lægger han alle sine kræfter i og nærmer sig langsomt bjergets top. Der mangler højst en håndsbredde, så er stenen på plads. Med en kraftanstrengelse skubber han klippen op den sidste centimeter, men lige før han når toppen, ryger blokken ud til siden og ruller hele vejen ned i dalen igen.

”Nu har du slidt og slæbt med den sten i jeg ved ikke hvor lang tid. Sig mig, hvad laver du egentlig på den bjergside?  Er der ikke nogen man kan spørge til råds?” vranter Agape.

”Næh… kun Hades. Og han er overhovedet ikke interesseret i, om klippen når bjergets top. Han virker mest optaget af, om jeg i det hele taget slæber stenen op hver dag. Han siger, det styrker mig og at jeg bliver voksen af det …  at jeg lærer at tage et ansvar og at nyde hverdagens pligter.”

”Nå, siger han det. Ja han kan sagtens. Han ser heller ikke en mand, der kommer dødtræt hjem fra arbejde hver eneste dag – uden saft og kraft.”

”Jeg synes faktisk, det er rart at have noget at stå op til hver dag – i modsætning til tidligere. Hver eneste morgen ligger stenen til mig. Det er næsten som om den venter på mig.”

”Phhh….”, udstøder Agape

”Jamen – hver morgen, så er det bare med at gå i gang. Det er pærenemt. Og så skal man ikke tænke på alt muligt andet”.

Der går mange år på denne måde. Hver dag tager han glad afsted til klippeblokken. Hver dag slæber han den op til toppen bare for at se den trille ned ad bjergsiden lige før fyraften.

En dag finder han den i tornekrattet. Det er besværligt og tornene river ham i ansigtet og på benene. Midt i arbejdet med stenen ser han to gamle mænd komme gående langs bjergets fod. De går og snakker ivrigt sammen.

”Det ser sørme besværligt ud, min gode mand. Hvorfor roder De med den klippeblok?”

”Jeg skal trække den op ad bjergsiden.”

”Det lyder hårdt i den varme. Hvor længe har De været i gang med det?”

”Det startede vel for en 25 år siden eller sådan”

”Og hvor mange sten ligger der så efterhånden på bjergets top?”

”Ik´ nogen”

”Hvad?”

”Ingen – Altså når jeg når toppen af bjerget, så ruller stenen ned igen.… Og det er faktisk meningen.”

”Øh… det er altså svært at finde en mening i” siger den anden mand.

”Men det er noget jeg skal.”

”Nå… skal…?”

Den ene af de gamle mænd vender sig mod sin rejsefælle.

”Må jeg lige introducere Dem for os. Dette er min ven Kairos. Han er ind imellem temmelig sur og gnaven. Det skyldes, at han hele tiden skal tage stilling til, hvornår nu er nu. Og mit navn er Chronos. Det er meget enkelt med mig – jeg skal bare lade tiden gå og gå …. Hvad hedder De så, min gode mand?”

”Sisyfos”

”Nå er det Dem. Dem har jeg læst om en gang ….”

”Jah …  Jeg er ret berømt i filosofiske kredse.”

”Hvordan var det lige De endte her?”

”Det er altså en længere historie. Først blev jeg dømt til døden af Zeus, fordi jeg røbede hans affære med Aigina. Han sendte så sin bror Hades efter mig, så han kunne smide mig i Dødsriget. Men jeg narrede dem og tog bare Hades selv til fange. Tihi …. Dengang var jeg ferm til den slags …  Men så gik der for alvor kuk i den. For uden Hades – ingen død.Det blev godt nok træls – det kunne jeg også godt selv se … Især jægerne var sure, for selvom de skød en hare, så løb den bare videre. Folk blev jo sultne og gamle mænd kunne ikke dø, selvom de var mætte af dage.”

”Ja det siger sig selv”, siger Kairos

”Til sidst dukkede Ares op, befriede Hades og udleverede mig til Dødsriget. Det er sådan set retfærdigt nok. Og her har jeg fakta været siden og aset med klippen som straf. Hver dag op og rulle. Og dagen efter. Og dagen efter igen. Og dagen efter igen igen. Ikke noget med søndage eller helligdage. Niks, du! Bare på med vanten. Sådan er det bare.”

”Men tiden går vel fint?” spørger Chronos.

”Ja. Og det ersådan set fint. Jeg ved for eksempel, at når jeg er en håndsbredde fra toppen, så er det fyraften. Så tager jeg madkassen under armen og går tilbage til min hytte. Og i samme øjeblik jeg sætter næsen hjemefter, ruller stenen forbi mig ned mod bunden af dalen. Og om morgenen – wuuupti – så ligger den og venter på at blive skubbet op.”

”Bliver De aldrig træt af det?” vil Kairos vide.

”Næ – egentlig ikke. Jeg ved jo, hvad jeg skal lave hver dag.”

”Det lyder skide godt, synes du ikke, Kairos” spørger Chronos sin ven. ”Han er glad for sit arbejde.”

”Jamen, der sker jo ikke noget. Det er det samme hver dag. Han flytter jo ikke noget for nogen, vel? Han bliver bare ved og ved som om intet er hændt – og det er der på sin vis heller ikke. Fuldstændig bevidstløst.”

”Han ved, hvad han skal op til. Hver dag. Det hedder ”dagens dont”, Kairos – ”dagens dont”. Dagen er simpelthen lagt tilrette foran ham. En hel lang dag med hårdt arbejde. Og han klarer det med et smil. Det kunne du godt skrive dig bag øret, ku’ du.”

”Det er typisk dig, Chronos. Tiden går og går og du er bare lige glad.  Pyyhhh”

”Hov hov. Stop lige, Kairos ….. nu har jeg jo læst Camus og han siger, at Sisyfos er en helt. Han er har overvundet sin skæbne gennem sin styrke og udholdenhed og han går sådan set glad hjem fra arbejde hver dag. Han skal ikke VÆLGE noget som helst. Han skal bare arbejde. Han har fundet sin kurs, og har en velordnet og koordineret tilværelse – og er motiveret og engageret. Hvad mere kan du forlange? – Det er helt i tråd med vores største filosoffer. Han er en glad mand. Basta. Og det skal du ikke ødelægge med alle dine indvendinger.”

”Men det er jo absurd at blive ved med at slæbe en sten op ad et bjerg, bare for at se den rulle ned igen. Den samme sten i alle de år!! Der sker jo absolut ingenting.”

”Men det er han jo ligeglad med … Ingen stiller ham dét spørgsmål. Og hvorfor skulle man også det, når han nu er glad?”

”Der er forskel på glad og ligeglad. Hvad nu, når han længes efter sin kone og børn? Eller når han hellere vil sidde på terrassen i sommerhuset og spise æbler med lommekniv? Og tror du ikke, han en gang imellem spørger sig selv om, hvor forfremmelserne bliver af?” 

”Må jeg også lige sige en ting?” siger Sisyfos

”Ja da” siger Chronos

”Før jeg kom herned, lavede jeg alt muligt ballade. Snød andre, horede rundt og drillede dyrene og guderne …. til ingen Verdens nytte.”

”OK. O.K. !!”, siger Kairos med et skævt smil. ”De siger altså, at De dengang lavede en masse skæg og ballade til ingen Verdens nytte, og derfor er det bedre at slide og slæbe sig en pukkel til hernede til ingen verdens nytte? Det giver sandelig mening!”

“Nu skal du være ordentlig, Kairos” siger Chronos.

”Men Hades siger selv, at jeg bliver voksen af det. Og at jeg tager ansvar for mit liv. Og hørlieher … Jeg går mange kilometer hver dag. Jeg maser med stenen hele tiden. Jeg kommer træt hjem hver eneste dag. Jeg har altså ikke tid til at tænke på alt det dér med veranda og ny stilling. Jeg er simpelthen for træt, når jeg kommer hjem.”

”Men nu står vi jo her” … siger Kairos. ”Og nu er øjeblikket inde til at se på Deres dag. Se på Deres liv. Se på, hvad De får tiden til at gå med. Hvad skal der til for at De bliver lykkelig?”

”Jeg erlykkelig – altså inden I dukkede op.”

”Tiden kommer og tiden går. Tiden er et nokkefår” siger Chronos.

”Nej. Hold så, Chronos. Nu tager vi os lige sammen.  – – Sisyfos. Det er jo derfor, vi er her. Tiden går ikke bare af sig selv. Tiden modner. Den bærer frugten til nyt liv og ny mening med tilværelsen. Hvor gammel er De egentlig, Sisyfos?”

”Jeg er hen ved de 80. Men det er jo bare et tal. Det siger Hades også. 80 er ingen alder – det er bare et tal!”

”Åh…. Det siger Chronos også – sådan noget …  Og unge mennesker. Men det er noget vrøvl. Når man er 80, fortæller knysterne, fordøjelsen og den dårlige søvn, at tiden er moden til at gentænke livet. Dem, der bare reducerer alder til et tal, er virkelig på den. De aner ikke hvad de taler om. Det er faktisk aldersdiskriminering! Derfor er det nu, De skal overveje retningen i Deres liv. Svarer den ambition, De drømte i Deres ungdom til Deres nuværende liv? Ellers må De skabe en ny. De må gøre Dem fri og vælge det liv, De vil have fremover.”

”Hvad jeg gerne vil ha’ ….. Men det ved jeg simpelthen ikke! Jeg har jo rullet sten det meste af mit voksne liv.”

”Det kan De da også bare blive ved, min kære”, siger Chronos indsmigrende.

”Det er ligesom ikke det samme nu, hvis De vil have mig undskyldt. Kairos siger jo, det er meningsløst. Og det er nok rigtigt. Min vagt er forbi. Det eråndsvagt at blive ved med at skubbe den sten op ad bjerget. Det kan jeg godt se. Det undrer mig faktisk, at jeg har været så glad for det så længe. På den anden side – hvad skal jeg så?  Det er altså ikke sjovt at stå her for enden af bjerget og ikke slæbe stenen op igen? ”

”Men sådan er det, Sisyfos. Sådan er det” siger Kairos. 

”Åh… du skal altid være så højtidelig, Kairos.“ siger Chronos

”Er tiden høj eller lang, Chronos? Nogle gange er det jo højtid – eller på høje tid. Nogle gange er tiden faktisk mere høj end lang. Du synes sikkert at al tid er ens. Du tæller jo bare. Men sådan er det ikke. Tiden er som en bølge. Når den er høj nok brækker den over. Så er det på tide – eller tiden er inde. Bølgen kan ikke fortsætte som oprindeligt. Noget må ske. Kan du ikke se det, Chronos? Tiden vender også på højkant.”

……. Og Kairos fortsætter…

” Sisyfos har løftet op i et hjørne af dagens dont og nedenunder fundet dens meningsløshed. Et lille glimt er nok. Der er ingen vej tilbage. Nu brækker bølgen og han må finde på noget andet. Starte et nyt liv på en nye måde. Med en ny energi. Derfor har han også brug for hjælp og støtte i den kaotiske situation, han er i. …. Hvordan har De det egentlig, Sisyfos?”

”Ikke ret godt”

”Prøv at beskrive hvordan De har det?”

”Jeg er ked af det …”

”Hvordan mærker De det?”

”Der er lissom en hård knude i maven … ”

”Prøv at gå ind i det sted i maven. Hvordan er det?”

”Det ved jeg ikke rigtig … jeg kan ikke rigtig slappe af”

”Er det stress?”

”Kairos Kairos altså. STOP SÅ .… Sisyfos skal ikke i terapi og mærke efter – og ende med en diagnose med store bogstaver. Nej, ved De hvad, Sisyfos. De skal først og fremmest smøge ærmerne op og komme i gang. Første skridt sætter retningen – så må De justere hen ad vejen. Så går tiden også af sig selv. Og god tid kommer som bekendt ikke slet tilbage”, siger Chronos.

”Aaiiii Chronos altså … Du sidder bare og venter på, at gode tider dukker op af ingenting. Men det holder ikke. Kik op – se mulighederne omkring dig. Mærk, hvad du har lyst til  – og VÆLG. Du sidder med næsen begravet i dit ur –  hele dagen. Men du finder ikke et svar i tiden der bare går og går. Nu har den gode mand her fundet ud af, hvor dyrt det er bare at stå op hver eneste dag til det, du lovpriser som ”dagens dont”.

”Hvis jeg lige må være her, I to – hvad skal jeg lige sige derhjemme om alt det her”

”De skal ikke sige mere. Det er slut. Tiden inde til, at De skal vælge, Sisyfos. Vælge. Få en meningsfuld tilværelse” siger Kairos. ”De kunne måske finde en coach, der kan hjælpe Dem med Deres valg – og opstille en udviklingsplan for næste skridt …. ”.

”Og nu skal du høre, Chronos. Når livet giver tegn, så er det på tide at stoppe. Sisyfos er ikke – og skal heller ikke – være lykkelig for sin dont. Camus troede man kunne overvinde den tunge skæbne og skabe lykke på trods. Men i stedet har Sisyfos taget skæbnen til sig, skabt sig et liv ved at gå ind for skæbnen, og er derfor lykkelig. Camus havde ikke ret!” siger Kairos og banker med stokken i jorden.

”Men det kan jo heller ikke nytte noget at være i opbrud hele tiden, Kairos. Bølgen bryder ikke hele tiden. Ikke alle tider er kritiske øjeblikke. Vi har brug for smult vande og bliver nødt til at have en hverdag. Vi har brug for vaner og rutiner.”

”Det er altså rigtigt, Kairos. Men selvfølgelig kan man godt reagere lidt hurtigere end jeg gjorde. 25 år er alligevel lang tid”, supplerer Sisyfos.

”Jeg gentager: KUN når tiden er inde, er tiden inde“

”Det er lige mit stikord, Kairos. Nu skal denne brave mand have ro til at vælge sindont. Og ved du hvad? Det skal vi også. Vores må fortsætte vores vandring rundt om bjerget. Tiden er ikke inde til at ændre ved det. Kom så…”

Seneste indlæg

Senior – grå guld eller støvet simili

Senior – grå guld eller støvet simili

Der er mange kommentarer og omskrivninger for seniorer: ”Det grå guld”, ”63 år – for mig er det bare et tal”, ”Erfaring tæller også ….. ”. Nogle bliver faktisk fornærmet, hvis man kalder dem for ”senior”. Omskrivninger og reaktioner, der dækker over underliggende problemer, vi ikke tager ordentligt stilling til.

læs mere
Drop hyggehykleriet når du giver feedback

Drop hyggehykleriet når du giver feedback

De fleste har hørt om burgermodellen, hvor feedback begynder med ros, derefter serveres kritikken, og det hele sluttes af med noget positivt. Glem den. Burgermodellen er en snydemodel, der serverer en “lort i en lagkage”. Den ser umiddelbart dejlig ud, men den smager forfærdeligt.

læs mere
5 benspænd for positiv organisationsudvikling

5 benspænd for positiv organisationsudvikling

Gennem mange år i felten har jeg oplevet, hvordan moderigtige opfattelser, myter og abstrakte teorier spænder ben for reel udvikling og fusion. F.eks. den dér med kulturen som udgangspunkt for sammenlægninger …. Vi ser på de 5 værste

læs mere

Kontakt

Jeg accepterer Henrik Adlers brug af mine persondata

5 + 2 =