Vælg en side

HENRIK ADLER

Blog

Dancing in the Street

All we need is music, sweet music
There’ll be music everywhere
There’ll be swingin’ swayin’, and records playin’
Dancin’ in the street
Martha and the Vandellas. 1964
(Martha Reeves and the Vandellas,1964)

I slutningen af 60’erne flækker Viby J over i 2 dele. Den nyasfalterede gennemfartsvej A 10 lagt ovenpå sirligt anlagte chaussésten fræser gennem den tidligere bykerne ind mod det nye centrum i Aarhus og sender madvarer, hvidevarer, arbejdere og forbrugere ind fra syd til den nye storby. Som et tøjspænde hægter skinnesløjfen på sporvognslinie 2 Viby og Aarhus sammen i Kongsvang. Trambusserne 5 og 10 tager over og sikrer dermed forbindelse til den ydre del af forstaden. Fem forskellige benzinstationer på det lille Kongsvang-stykke mellem Viby og Aarhus markerer 60’ernes opblomstring af velfærd, bilisme, og adskillelse af arbejde og hjem.

Fra begyndelsen af 50’erne befolkes kongens gamle vang hurtigt. Bygningen af 164 lejemål på den ydre del af Kongsvang danner grundsten i etablering af en rigtig forstad. Afdelingen får navnet ’Havregrynspakkerne’ – håndværksmestrenes og overlærernes navn til de karréer, der bliver opført i skiftevis røde og gule mursten på den ydre side af Rosenvangs Allé.

Beboerne i Havregrynspakkerne er arbejderfamilier flyttet fra gamle mørnede lejligheder med WC på bagtrappen og bad i kælderen på det nedslidte Frederiksbjerg til lyse lejligheder med eget bad, egen vicevært, fjernvarme, fodboldbaner og legearealer. En 2 ½ værelses lejlighed er på 70 m2 med soveværelse, stue og et kammer foruden badeværelse, fordelingsgang og køkken. Her bor en mor, en far og tre børn. To søstre i kammeret med køjeseng og en efternølersøn i soveværelset. I 1963 overtager sønnen kammeret på sin 10 års fødselsdag fra søstrene, der pø om pø er blevet udlært og flyttet hjemmefra.

Det generelle velstandsgrundlag fra midten af 60’erne bliver for sønnen suppleret med småjobs for den lokale slagter og købmand og senere fra det attraktive job som avisbud for Aarhus Stiftstidende. Pengene omsættes til indretning af kammeret. En radio-grammofon af mærket Eltra Bella Musica står på en hylde midt på den ene væg. Radioen er konstant indstillet på P3 og grammofonen i toppen er både til singleplader og LP’er. Til venstre en lille B&O-trykkammerhøjtaler med gråblåt frontstof og til højre en DUX båndoptager, 4-spors med multibetjeningsgreb og pauseknap. På en hylde nedenunder står en mappe med singleplader sat ind i små gennemsigtige plastiklommer og ordnet alfabetisk og en række BASF-papkassetter til spolebånd med indspilninger af musik fra radioen optaget gennem mikrofon. Nummeret ”Help” får af samme årsag forstærket tryk på Ringo Starrs trommespil af morens håndholdte piskeris, der kværner gennem hele lejligheden den søndag eftermiddag, hvor familien skal have friskpisket flødeskum til svesketriflien og sønnen samtidigt skal have optaget nummeret fra Jørgen Mylius’ top 20.

Væggene er i kaffebrun hessian. På gulvet ligger et grånistret Sisal-tæppe og et mørkt fåreskind er draperet under et lille rundt sofabord, hvor der står et stearinlys i en vinflaske med stearindråber størknet på deres vej ned ad flaskehalsen og et askebæger hjembragt fra udflugtsturen med 7. klasse til Bornholm. På væggene er en reproduktion af Fernandez Diaz’ ”Klovn” og plakater af The Beatles, The Rolling Stones, The Kinks, Peter Belli og mange flere. En svag duft af piberøg og sperm fylder luften i rummet.

I gavlen et dobbeltvindue med enkeltlagsglas. Et Gardisette holder trækken på afstand og bag gardinet kan man i skjul belure genboen i stuen til venstre, når hun med buk og stræk pudser vinduer i en tværstribet bluse og stramme bukser. Under vinduet en radiator og foran en sovesofa med grå-, hvid- og sortternet stof og en madras med en sprunget fjeder i øverste højre hjørne. Lænet op ad radiatoren står i dagtimerne et magasin med lagen, pude og dyne. Med en stor pude i ryggen er det muligt på en gang at slænge sig, ryge pibe og læse bog. Helst med radioen eller båndoptageren kørende i baggrunden.

Ved den anden væg et reolsystem, hvor der på to skinner hænger tre hylder til skolebøger og et skrivebord med to skuffer. Teaktræ. I den ene aflåste skuffe gemmer sig 10 numre af Varieté hjembragt under jakken fra kiosken på Harald Jensens Plads i en stramt sammenrullet indpakning. Ved skrivebordet under en grå arkitektlampe bliver lektier ordnet efter skoletid. Hver dag kl 16.30 ankommer faren fra arbejde og skal have sin opvarmede kaffe og en Rebildbolle med lyserød glasur i køkkenet. Hans tilstedeværelse stjæler lejligheden. Adgangen til kammeret lukkes af sønnen med høj musik og guitarspil kun af og til afbrudt af en opringning fra lejlighedens eneste telefon placeret på en lille kommode i fordelingsgangen. Spejlet over kommoden gør det muligt at rede håret eller skære grimasser til sig selv alt efter samtalens karakter. Samtaler over 2 minutter bliver kommenteret med højlydt schäferhundsbrummen fra køkkenet eller i yderste fald af faderens mere håndfaste afbrydelse af forbindelsen ved at trykke på telefongaflens 2 små afbrydere.

Morens fridag om onsdagen erobrer hele lejligheden og de dage flakker han rundt i kvarteret sammen med en klassekammerat. På villavejene synger de hits med The Bee Gees, The Beatles og The Hollies – to-stemmigt og oftest i falset. Villavejenes hække, træer og fortovsfliser på den rige side af Rosenvangs Allé er tavse og tålmodige lyttere til de to unge mænds musikalske udfoldelser. Fredag er fest. Moren er på arbejde og faderen ligger og drøvtygger Rebildbollen på stuens sofa, så mad serveres af pølsemanden på broen over togbanen ved Christian den 10’s vej.

På en hjemløs dag står han ved 10’erens stoppested foran den lille købmandsbutik på Skanderborgvej. Købmandsbutikken ligger i kælderen og han ved, at moren lige har opsagt kreditten hos købmanden og har flyttet alle indkøb til den nye købmand lidt længere henne ad vejen. ”Hun græd”, fortalte moren om konen i købmandsbutikken. Brugsen på karréens lille indkøbstorv ved parkeringspladsen bliver bevidst undgået for man er ikke meget for det kooperative.

Der ryger en femkrone i den spejlblanke cigaretautomats lille møntsprække øverst til højre og ud trækker han skuffen med 10 grønne Cecil. Han tager cellofanstrimlen af toppen, river banderolepapiret over og banker en cigaret ud ad pakken. Han tænder cigaretten og står med vægten på den ene fod og blæser røgen ud til den modsatte side – en nøje indstuderet position kopieret fra en sektion med modetøj i Vi Unge.

Han har nye blå Wranglerbukser på med bredt bælte og stort perlemorsspænde. Moren har modstræbende tilladt ’arbejdstøj’ til hverdag mod til gengæld at fastholde kravet om gabardinebukser om søndagen. Faren truer ind imellem med at klippe håret af sønnen om natten, mens han sover. Og moren vækker ham jævnligt et par timer inden skoletid for at trygle-true ham til at få håret klippet. Frontlinjen er endt på 2 ½ centimeter ud over ørerne.

Han træder op i 10’eren og maser sig ind på bagperronen. Det emmer fra passagerer med våde frakker. Ruderne dugger. Han erobrer en plads mellem en mor med to små børn hægtet på midterstangen og en mand klædt i overalls. Ved bagruden står et par og ryger.

”Hvis det var min hund, skulle den klippes”. Hun siger det højt, uden særlig anledning og meget tydeligt. Bare ud i luften, så alle hører det uden at se på nogen.

”Ja, det ser rærligt ud”istemmer overalls’ene. Han bapper på sin pibe og sender en sødlig duft af MacBaren i synet på drengen.

Der gryntes samstemmende fra voksen-folden. ”Det er ligegodt meget – og så er de frække. Sidder ved Storkespringvandet og råber ad folk og laver ingenting”. Stemmerne tilhører hele bagperronen.

”De sidder også i Mølleparken”, suppleres der ivrigt. ”De ligner jeg ved ikke hvad. Ryger dagen lang. Har ikke noget arbejde…sidder bare og spiller guitar.”

”Vi har da også lov til at være her”, drister han sig til at sige, mens han kikker ned i bussens linoleum.

”Se nu bare at blive klippet, kammerat”, siger en mand med en skoletaske placeret mellem benene.

”Man kan jo ikke se forskel på dig og min søster. Bare vent til du skal på arbejde ….. Eller bliver indkaldt. Så ryger krøllerne”,klukker overalls’ene.

Han trykker på STOP-knappen ved Banegården. Lige inden han stiger ud i midtergangen, træder han den lille dreng over tæerne. Der lyder et hyl og den lille dreng skal trøstes af mor alt imens det lykkes at valse op gennem midtergangen og stige ud i det forjættede land uden flere kommentarer.

Banegården er som klædt i en regnblank overtræksfilm med gadelygter, der glimter som lanterner på et julekort. Der er hængt juledekorationer hen over Ryesgade. Det mørkner. En hinde af kulde ruller op gennem gaden. Fra mure og debatvægge skriges ophidsende budskaber i snørklede bogstaver med telegramkorte tekster, der sætter sig som burrer og forlanger indforståelse. ”Hjælp Biafras børn”, ”Mod Apartheid”, ”Støt Palæstinas flygtninge”, ”Make Love – Not War”, ”USA ud af Vietnam”. Pludselig står en mørkhåret mand i islandsk sweater foran ham og spørger om vej til Salling. Ned ad Strøget. Han møder venner og fjender – de korthårede øldrikkere og de langhårede rygere.

Kontakt. Små diskrete smil i Fonas pladebar. En plads ved høretelefonerne.”Mighty Quinn”, lyder det frydefuld med et catchsy omkvæd – lige til forstadens ligusterhække. Han nikker med hovedet i takt, nynner højlydt med og kikker på pigen bag disken, der smiler ømt.

”Jeg skal i hvert fald have den plade”, siger han til hende og rødmer. Hun er på samme alder og i popart-dress med sort-hvid storternet bluse med et omvendt mønster på den lårkorte nederdel.

”Vil du ikke høre en hel LP inde i pladerummet – i stereo?”, spørger hun drilsk. ”Det kunne jo være den nye med The Beatles. ”Sgt. Pepper..”?” Han sætter sig ind i et lille lydtæt træbeklædt rum med to sæder, et askebæger og en rude ud til skranken.

Koncertlyde fra et symfoniorkester, der lægger an til koncert, sætter gang i pladen. Benene bliver slået væk under ham, da bassen runger dybt i mellemgulvet og guitarriffet lyner durk gennem introen. Bandet er i gang. Han prøver gennem ruden at signalere, at hun skal skrue op, og hun nikker smilende tilbage uden der sker mere. Musikken deler sig i to forskellige spor, så det giver en rumlig fornemmelse. Forbløffet sidder han med lukkede øjne og placerer sig midt i den stereofoniske verden af lutter Beatles.

”Hvad koster den?”spørger han bagefter.

”39,50”

”OK, så skal jeg bare havde den med Manfred Mann”.

Han får pladen pakket ind og lagt i en mørkeblå plastik-bærepose med Fonas varemærke på. Han slår en omvej gennem Strøget for at få det hele med og retter så kurs til venstre ved Åboulevarden mod Hovedbiblioteket ved Mølleparken.

På en plakat på døren står ”Grammofonpladeaflytning 1. Sal, auditorium 1. kl. 16”. Han styrter op ad den brede hovedtrappe, braser ind og tager plads bagest i auditoriet. En ung bibliotekar med runde sygekassebriller og fuldskæg er i gang med et introducerende oplæg.

”The Doors er et forholdsvis nyt navn på den internationale musikscene. Gruppen har taget navn efter Huxleys roman ”The Doors of Perception” hvor Huxley læner sig op ad William Blakes ”Ægteskabet mellem himmel og helvede”, hvor man støder på udsagnet: ” Hvis erkendelsens døre er renset vil alting vise sig som det virkeligt er, uendeligt”.Altså en musik hvor The Doors bekender sig til en bevidsthedsudvidende adgang til Verden. Dette afspejler sig også i teksterne på dette album ”Strange Days”. Forsangere Jim Morrison…..”.  Ordene springer ud af fuldskægget. Han åbner langsomt de indre døre ud mod en fælles rejse med de andre i rummet mod det nye, det ukendte og det uforudsigelige mellem himmel og jord…

Man hører pick-up’en ramme pladen med et højt bump og en knitren af statisk elektricitet fra vinylen. Ud i rummet brager musikken. En enkelt ostinat i bassen og et fremtrædende el-orgel brager igennem lydbilledet. På toppen Jim Morrisons klangfulde vokal og de mærkelige ord, der suser gennem luften og samler tilhørerne. I lokalet sidder en spraglet flok og rokker kroppen frem og tilbage. Flere har lukket øjnene og sidder inde i islændertrøjer eller store Parca Coats fordybet i musikkens univers. Efter side 1 kikker bibliotekaren spørgende ud i rummet uden at nogen reagerer, vender pladen og sætter pick-up’en yderst på side 2.

Musikkens selvsikkerhed, vrede og konfrontation sidder i kroppen, da han træder ud på trappen. Det er bælgmørkt. Sneen er begyndt at drysse ned på parken foran hovedbiblioteket. Folk skutter sig. Flere islændere sidder i klynger pakket ind i tæpper og lader piben gå rundt. Andre haster forbi og hvisler ”galar” gennem den ene side af mundvigen og fører købere hen til ugenerte steder, hvor man handler efter vægt.

Bagperronen på linje 10 er tom. Inde i bussen sidder han og kikker på sig selv i vinduets spejl. Håret er vokset mindst 5 cm siden han tog afsted! Ingen siger noget. ”We Want the World and We Want It Now” synger bussens dæk mod den våde asfalt.

”Nå. Var det sjovt i byen”, spørger moren, da han træder ind i fordelingsgangen. Hun har håret sat op under et tørklæde med en sløjfe i nakken. Hendes arbejde med støvsugeren og støvkluden har afsat svedperler i panden.

”Næh….ikke noget særligt.Jeg købte en plade, som ikke er så god som jeg troede. Men den kan ikke byttes. Det er efter at folk har fået båndoptagere. Så bytter de ikke mere”

Han lukker sig ind i kammeret og sætter pladen på. Han nynner med på omkvædet og går rastløst rundt i rummet. Lægger sig på sengen. Rejser sig op. Tænder og slukker for P3. Kikker ud ad vinduet. Ser de tændte køkkenvinduer i blokken overfor og sukker.

Seneste indlæg

Senior – grå guld eller støvet simili

Senior – grå guld eller støvet simili

Der er mange kommentarer og omskrivninger for seniorer: ”Det grå guld”, ”63 år – for mig er det bare et tal”, ”Erfaring tæller også ….. ”. Nogle bliver faktisk fornærmet, hvis man kalder dem for ”senior”. Omskrivninger og reaktioner, der dækker over underliggende problemer, vi ikke tager ordentligt stilling til.

læs mere
Drop hyggehykleriet når du giver feedback

Drop hyggehykleriet når du giver feedback

De fleste har hørt om burgermodellen, hvor feedback begynder med ros, derefter serveres kritikken, og det hele sluttes af med noget positivt. Glem den. Burgermodellen er en snydemodel, der serverer en “lort i en lagkage”. Den ser umiddelbart dejlig ud, men den smager forfærdeligt.

læs mere
5 benspænd for positiv organisationsudvikling

5 benspænd for positiv organisationsudvikling

Gennem mange år i felten har jeg oplevet, hvordan moderigtige opfattelser, myter og abstrakte teorier spænder ben for reel udvikling og fusion. F.eks. den dér med kulturen som udgangspunkt for sammenlægninger …. Vi ser på de 5 værste

læs mere

Kontakt

Jeg accepterer Henrik Adlers brug af mine persondata

11 + 9 =