Vælg en side

HENRIK ADLER

Blog

Deep Purple

Bordet flyder med uvaskede kaffekrus, værktøj, twistklude og Nutella. En pose fra Guldbageren med 2 ekstra chokoladesnegle står ovenpå en værktøjskasse. Lugten af lak gennemtrænger garagen og tager smagen fra kaffen. Fra hjørnet fylder en gammel FM-radio rummet med lav musik. Ingen hører særligt efter. Man har fuld koncentration på Flemmings 50 år gamle to-farvede Peugeot 404 Berline, der skræver hen over værkstedsgraven.

”Det er det sædvanlige med franske biler. De gør alting modsat”, råber Flemming ærgerligt fra motorgraven. ”Man kan fand’me ikke engang skifte en pære uden at man skal skille hele bilen ad. Sådan er det hver gang.”

”Hmmm”, siger Mogens, der sidder ved bordet og blader i Ugeavisen og slubrer sin Nescafe. Han skæver stjålent over mod bagerposen.

”Kan du ikke lige holde kølergitteret, mens jeg bakser forlygten på plads?”. Flemming kravler op fra graven og står lige bagved Mogens.

”Du skal holde i tværstangen bag gitteret, så lortet ikke smutter”, vrisser Flemming. Mogens nikker med kage mellem tænderne. Han løfter kølegitteret op og sammen maser de begge tungt med bilen. Pludselig trækker Flemming hovedet ud i en hurtig bevægelse.

”Oooommm igen. Jeg kan simpelthen ikke få lortet på plads. Kan du ikke stille dig om på den anden side?”

Flemming er helt tændt. Mogens sveder og kikker på klokken.

”For pokker, da. Jeg har lovet Jytte at være hjemme …… jeg er smuttet”.

”Kommer du senere?”

”Nej, vi skal til bryllup.

”Vi ses…”, afslutter Flemming.

 ”Det var på tide. Der er ikke meget tid …. Hvilken skjorte skal du have på?”Jytte er over Mogens som en tørstende myg.

”Nå –øh… Flemming havde lige et frontgitter…”, siger Mogens. ”Sku’ vi forresten ikke ta’ en for-øl inden festen?”

”Du skal lige prøve om skjorten passer til bukserne”.

Mogens kravler på hovedet i den nystrøgne skjorte. Indefra skjortedybet høres højlydte forbandelser, mens arme forsøger at lempe de øverste knapper op. Mogens’ hoved dukker ud gennem skjortehalsen, og han ser sejrsstolt i spejlet. Knaphullerne er spændt til det yderste. Jytte himler med øjnene, men siger ingenting. Som en badebold hopper Mogens nu op og ned for at få bukserne på plads. Ved lynhurtigt at stramme bæltet med højre og samtidig aktivere palen i bæltespændet med venstre lykkes operationen. Mogens pruster.

”Om igen”, kommanderer Jytte. Målrettet sejler hun hen til klædeskabet og fisker en anden skjorte frem fra skabets dyb. Den lander tungt på strygebrættet. Mens Jytte stryger skjorten, nyder Mogens sin for-øl.

Jytte hører en skinger udgave af ”Yellow Submarine” fra badeværelset og undersøger imens sine indkøb foran spejlet. Hun har født et par gange. Javel – det er ikke løgn. Enden fylder. OK – det er også rigtigt. Og pyt – det er også festligt med striber.

Guirlander med oplyste blå og orange fisk pryder indgangen. Brudepiger er opmarcheret med påspændte fiskehaler. Mogens og Jytte får anvist bord nummer 3, hvor der sidder 4 andre par, som Mogens og Jytte ikke kender i forvejen.

Middagen præsenteres af en kok. Temaet er fisk og det lykkes Mogens at tygge sig gennem alle retter uden at fortrække en mine. Jytte kikker fast på ham et par gange.

”Er der en særlig tallerken til ben?”vil borddamen vide. Mogens kikker distræt på sine ben.

”Nåh …øh ..  Nej, det har jeg ikke set”

”Kender du mest bruden eller brudgommen?vil hun vide.

”Det er mest Jytte, der kender nogen – min kone derovre … ”

Borddamen vender sig mod den anden bordherre.

Efter middagen bliver gæsterne ledt ind i dansesalen, hvor et orkester er linet op på en lille tribune. Musikerne er klædt i guldlamé-jakker. Forrest står en tynd mand med høj hat og en mikrofon i hånden.

”Sylvia’s Mother” starter og Jytte får Mogens ud på dansegulvet. Han danser tungt. Mogens smider jakken med besvær. Knaphullerne i skjorten er ved at give efter. Træt trækker han op i bukserne.

Ved ”Living Next Door to Sally” forplanter rytmen sig, og han drister sig til at svinge armene ud til siden. Han sveder så det ses under armene og ned ad ryggen. Efter dansen trækker han over mod bordet, da riff’et til ”Smoke on the Water” flækker gennem luften.

Wauuh.Kæft hvor er det længe siden. Det er jo vores sang, Jytte”. Mogens griber fat om Jytte og de falder hurtigt ind i de gamle moves. Kroppen husker dem …. ”Smååååke on the wåååå-dåår”, skråler han. Kroppen virker smurt og den glemmer tyngde og sved. Efter dansen dasker han tapsvedende ud på terrassen udenfor.

Der lugter af tjære og saltvand. Ved siden af ham står en anden gæst, der også har plantet sine albuer på rækværket. Han nipper til et glas hvidvin. Aftenen er lys og lystbåde vipper i aftenbrisen. Nogle børn står og fisker krabber ved molen.

”Jeg var til Deep Purple”, ryger det pludseligt ud af ham. ”Med hår helt herned”. Han peger med hånden et stykke ned over rundbuen. ”Kan du huske det? Enormt langt hår. Og støvler…”

 Den fremmede kikker smilende op.

” Jeg var mest til Stones”, siger han.

”De var også gode – eller ….  er …”

Jytte kommer valsende med to drinks i hånden.

”Min kone er også til Deep Purple” understreger Mogens. ”Det var sådan vi mødte hinanden – altså ved en fest. For mange år siden. Vi ku’ begge li’ Deep Purple …. Men Stones var også go’e … Dem ku’ vi også godt li’”

Under natmaden kikker Mogens sig omkring. Flere røde i hovederne og med lysende øjnene efter dansen. I glimt ser han George Harrison, Anisette, Mick Jagger, John Lennon, Tina Turner, Donovan, Janis Joplin, Ulla Pia og Gitte Hænning. Mange af dem han kender fra den tid. Idolerne, koryfæerne – dem han så op til. De sidder og spiser. Rundt om bordet. Natmaden! Han ryster på hovedet. Jo, det er dem. George sidder faktisk sammen med Mariann Faithful, Tina Turner spiller op til Jagger – hvem ellers? Og Donovan får en sludder med Janis Joplin. Cher sidder på skødet af Lennon og de spiser grinende en kage med samme ske på samme tallerken. Musikken er forstummet. Det er et helt særligt nu. Tyst lyser de tidligere idoler gennem kroppene på gæsterne. Også gennem ham med Stones, hvor Peter Belli viser sig stærkt og levende gennem ham.

Gæsterne er fri for aflejringer. Livets fedtlag. Tilbage står de med deres rå manifest fra en tidligere ungdom. Deres mod, håb og ambition gemt i idolernes gestalt. Han ser lyset i deres kraft afspejlet i kroppene.

Det vækker Mogens’ egen Ian Gillan, der rejser Mogens op og stiller ham ovenpå bordet. Han pifter i fingrene.

”Hold kæft hvor er I bare åndsvage alle sammen. I sku kraftedme smækkes i hovedet med en våd burger. Det er jo latterligt. Vi har forladt alt for meget. Tabt tråden. Kan I huske vi kunne kende hinanden på musikken. Det har vi glemt, har vi. ”

Mogens bevæger sig på det lille bord, der begynder at vakle.

Jeg elsker jer lige på stedet. Jeg elsker det I står for – nej det VI står for. Vi skal bare holde fast og ikke gemme nerven og musikken i kager og forstadshygge. ”We Will Rock You” – for fanden, det er det vi vil! råber Mogens.

Gæsterne kikker måbende op på ham. Idolerne er falmet. Så begynder Lennon at klappe. Og andre følger efter. Taktfast. De kikker op på ham. Smilende.

”Det er nu, vi lever”, skingrer han. Han svajer på bordet. Jytte skynder sig over til ham og får ham ned på gulvet igen.

”Hvad går der af dig, Mogens?”

”Hej min egen Cher!”

Jytte får ham hen til et bord og serverer en kop kaffe til ham. Han sidder og kikker rundt. Ser på de andre. Det er nu, det sker – det er nu, han skal være ligeglad med krop og deller – nu han skal glemme det lille liv med dets små latterlige regnskaber ført til protokols i hverdagens målestok. Fy for fa’en! Så hellere livet på den store klinge med døden som horisont. Nu skal han og Cher køre hjem med én lillefinger nonchalant på rattet i livets convertible. Kærlighed, energi og livsmod. Ord, der slet ikke kan rummes i dagligdagens regnskab. Ord, der kun passer sammen med det store regnskab. Når tiden endeligt skal gøres op. Fik vi det vi ville …. ? Ord, der har sat sig som deller og rundbue. Han bliver helt rørt over sig selv.

”Hvad sidder du og flæber sådan over? ….  nu jeg har bestilt en taxa, så vi kan komme hjem i tide. Vi skal helst være friske til i morgen, hvor Ulla og Axel kommer på besøg” afbryder Jytte.

”Det vil jeg sgu skide på. Lad os tage hjem. Elske og snakke. Ringe til børnene og aflyse ….. sige at vi er taget til Nepal”,griner Mogens mens Cher storsmiler til ham.

Seneste indlæg

Senior – grå guld eller støvet simili

Senior – grå guld eller støvet simili

Der er mange kommentarer og omskrivninger for seniorer: ”Det grå guld”, ”63 år – for mig er det bare et tal”, ”Erfaring tæller også ….. ”. Nogle bliver faktisk fornærmet, hvis man kalder dem for ”senior”. Omskrivninger og reaktioner, der dækker over underliggende problemer, vi ikke tager ordentligt stilling til.

læs mere
Drop hyggehykleriet når du giver feedback

Drop hyggehykleriet når du giver feedback

De fleste har hørt om burgermodellen, hvor feedback begynder med ros, derefter serveres kritikken, og det hele sluttes af med noget positivt. Glem den. Burgermodellen er en snydemodel, der serverer en “lort i en lagkage”. Den ser umiddelbart dejlig ud, men den smager forfærdeligt.

læs mere
5 benspænd for positiv organisationsudvikling

5 benspænd for positiv organisationsudvikling

Gennem mange år i felten har jeg oplevet, hvordan moderigtige opfattelser, myter og abstrakte teorier spænder ben for reel udvikling og fusion. F.eks. den dér med kulturen som udgangspunkt for sammenlægninger …. Vi ser på de 5 værste

læs mere

Kontakt

Jeg accepterer Henrik Adlers brug af mine persondata

1 + 6 =