Vælg en side

HENRIK ADLER

Blog

Støvsuger

Min dejlige elskede farmor døde fjorten dage før. Det må have været i ’87. 81 år er en betragtelig alder og døden kom som ventet – både af mig, min familie og sådan set også af hende selv. Hun boede i en kedelig, grå betonklods fra slutningen af 60’erne. Den satte en trist ramme om hendes seneste år. Der var ikke meget at foretage sig på 3. Sal. Men hun klarede sig selv. Vaskede op og støvsugede. Og selvom hun røg nogle stinkende cerutter, elskede jeg at komme på besøg hos hende og hjælpe hende med de ting, hun ikke selv kunne klare. Som eneste dreng i børnebørnsflokken faldt det mig naturligt at flytte lamper, sætte kanalerne på hendes TV og følge hende til lægen. Hun var svagt gående og skulle støttes, når hun gik. Det havde jeg gjort i flere år, og vi hyggede os med det lille kropslige nærvær. Og så havde hun humor og elskede at høre om stort og småt fra min verden.

Jeg var flyttet for mig selv. Et lille kammer med skråvægge og ét vindue. Som 21-årig var det befriende at købe eget franskbrød og sætte egen Buko-ost i køleskab. Jeg opdagede forpligtelser på klubgangen! Man skulle huske at tørre køkkenbordet af hver aften, huske at gøre toilettet rent en gang om ugen og vaske trappe en gang om måneden. Jeg fortalte det til farmor, der nikkede anerkendende. Min nabo hed Rennova til efternavn – hurtigt omdøbt til Rexona. Det hed hun altså. En stor kvinde, hvor man kunne spore en anelse Skjern i hendes dialekt. Når hun tog sin rengøringstørn, var hun klædt i hvid gennemsigtig nylonkittel, der ikke helt formåede at skjule hendes kødfulde lemmer og hendes underkjole. Hun afsprittede både køkkenbord og toilet. Jeg kunne ikke helt leve op til hendes rengøringsniveau, hvilket kostede mig flere vredladne blikke fra nylonkitlen. Men altså ”Rexona”, og så den udspilede hvide kittel og afspritning! Farmor kunne godt følge mig.

Jeg fortalte farmor om mit gulvtæppe, der var lavet af søgræs, og som derfor skulle vandes for ikke at tørre ud og gå fra hinanden. Vandes! Og når man havde vandet det, lugtede værelset af tang og søvand. Farmor klukkede og spurgte, om ikke jeg havde en støvsuger? Det havde jeg godt nok ikke. Men hun havde en ekstra, som jeg måtte låne. Men inden jeg fik den hentet, var hun død.

I tiden efter mærkede jeg savnet efter hende. Jeg begyndte at genkende farmor i bussen, på fortovet og i butikker. Nogle gange måtte jeg indhente hende blot for at opleve et fremmed undrende ansigt. Det ikke var hende. Hun varvæk.

Jeg fortalte min mor om støvsugeren. Hun opfordrede mig til at hente den. Jeg kunne ikke undgå at høre lettelsen i mors stemme. Hun havde sikkert set tilstrækkeligt af mit klubværelse til at konstatere, at det trængte til en hovedrengøring efter 2 måneder uden moderlig indsats.

Et par dage efter tog jeg derfor bussen ud til farmor. Jeg havde lånt en nøgle og fandt Nilfisken alene og forsømt i køkkenskabet. En af de gamle modeller, der står oprejst med en hank foroven. Jeg fandt også støvsugerør og mundstykker, som jeg puttede i et net. Og så ned af trappen igen og hen til stoppestedet. Klokken var blevet 11 om formiddagen. På det tidspunkt sker der besynderlige ting på de aarhusianske gader. Så myldrer pensionister ud i det fri. Væk fra cerutrøg og avistygning. Frem med mimrekort og gangstativ. Pensio’erne rules! Jeg fik travlt med mine farmor-look-alikes på vejen mod stoppestedet. Gangstativer fyldte godt i landskabet og foran busstoppestedet dannede vi skråparkering med gangstativer og Nilfisk. Da den gule bus holdt inde ved fortovet, fandt jeg til al held en siddeplads midt i bussen. Jeg satte mig med Nilfisken mellem benene og holdt støvsugerrøret i min højre hånd ud mod gangen. Det havde gjort indtryk at være alene i farmors lejlighed. Se hendes ting, der ligesom blev mere døde, når hun ikke var der. Karkluden, der hang over vandhanen ved vasken og den skodede cerut i askebægeret. Jeg sad beklemt i mine egne tanker. Bussen skrumplede videre og var holdt ind til et stoppested. Her myldrede det ind med flere mimrekort. Op langs midtergangen strømmede ældre mennesker nu hen mod siddepladserne foran. Chaufføren lukkede resolut døren og blinker ud mod vejen. Ved siden af mig kravler en svær ældre pensionist op gennem midtergangen.

Chaufføren sætter bussen i gang med et ryk, og i det samme griber den omfangsrige pensionist ud efter nærmeste stolpe i gangen, men uheldigvis tager hun fejl af stolpen og mit støvsugerrør. Jeg vågner brat af mine tanker ved, at hun vrider røret ud af min hånd og ligger med det midt i gangen. Her ligger hun og vugger som en skildpadde på ryggen. Bussen fortsætter sin kørsel. Jeg får rejst mig op i en fart og rækker ud efter den forulykkede skildpadde. Der er mange af hendes mimrekortkolleger, der stirrer ondt på mig, som om jeg er årsag til miseren. Jeg får hende bugseret op på min plads sammen med Nilfisken. Det gjorde nu ondt værre. Nu stod Fisken mellem hendes ben, og jeg skal nu række min hånd ned mellem hendes ben for at gribe fat om hanken, når jeg skal af. Det havde jeg ikke forudset. Det øver jeg mig så på i mine tanker før jeg skal af. Det virker grotesk. Og mig, der ellers godt kan lide gamle damer og elsker at støtte dem over gaden. Jeg samlede mod til mig og trak Fisken ud, da jeg skulle af. Der gik et sus gennem midtergangen, da manøvren blev indledt. Mine ører var røde og jeg kikkede lige frem i bussen på vej mod befrielsen på fortovet. Herude ånder jeg lettet op. Sunder mig lidt og begynder hjemturen til mit klubværelse. På vejen kan jeg dele min oplevelse med farmor og jeg kan høre hendes klukkende latter hele vejen op på værelset under taget. Jeg sniger mig forbi Midens kommentarer og skynder mig ind på mit værelse. Sætter mig ned i den eneste stol i rummet. Nilfisken står som en hund ved siden af mig. Jeg klapper den blidt på siden af hovedet og langsomt kommer vi begge over oplevelsen.

Seneste indlæg

Senior – grå guld eller støvet simili

Senior – grå guld eller støvet simili

Der er mange kommentarer og omskrivninger for seniorer: ”Det grå guld”, ”63 år – for mig er det bare et tal”, ”Erfaring tæller også ….. ”. Nogle bliver faktisk fornærmet, hvis man kalder dem for ”senior”. Omskrivninger og reaktioner, der dækker over underliggende problemer, vi ikke tager ordentligt stilling til.

læs mere
Drop hyggehykleriet når du giver feedback

Drop hyggehykleriet når du giver feedback

De fleste har hørt om burgermodellen, hvor feedback begynder med ros, derefter serveres kritikken, og det hele sluttes af med noget positivt. Glem den. Burgermodellen er en snydemodel, der serverer en “lort i en lagkage”. Den ser umiddelbart dejlig ud, men den smager forfærdeligt.

læs mere
5 benspænd for positiv organisationsudvikling

5 benspænd for positiv organisationsudvikling

Gennem mange år i felten har jeg oplevet, hvordan moderigtige opfattelser, myter og abstrakte teorier spænder ben for reel udvikling og fusion. F.eks. den dér med kulturen som udgangspunkt for sammenlægninger …. Vi ser på de 5 værste

læs mere

Kontakt

Jeg accepterer Henrik Adlers brug af mine persondata

6 + 1 =